Børnehjælpsdagen / Besøg på Hvidborg

Skærmbillede 2016-07-26 kl. 20.07.13

Da jeg i starten af 2016 var i studiet for at skrive nyt materiale til mit kommende album “Timeglas”, tog jeg atter en gang den samme gamle diskussion med min kære mand og producer Mads, om emnet til næste sang. Han har maaaaange gange når vi har været i studiet, opfordret mig til at skrive om dét, at være skilsmissebarn og føle sig splittet. Jeg har gang på gang svaret, at jeg ikke mente at jeg var klar til at tage det emne op. Jeg var overbevist om at jeg ikke kunne skrive om det, da jeg på trods af at det er så mange år siden (jeg var 5), føler at jeg stadig arbejder med bagagen dagligt, og dag for dag heler og gror mere og mere. Det skal lige siges at jeg for det meste ikke skriver om følelser, mens jeg stadig står i dem. For mig har det altid fungeret bedst at få tingene lidt på afstand og se det udefra, før jeg kan reflektere og få det ned på papir. Men nu da han foreslog emnet for 117. gang, tænkte jeg: “Nu skal jeg fanme vise ham at jeg IKKE kan skrive den sang!”. -en time senere var den færdigskrevet, og jeg kunne faktisk lide den!! WHAAAAT!! Jeg havde gjort det utænkelige!

Da jeg efterfølgende spillede nummeret for min inderkreds, reagerede de fleste med tårer, hvilket faktisk til at starte med overraskede mig, men hvis du virkelig gransker din hjerne, kender du så nogen, der overhovedet ingen ar på sjælen har? Nej, heller ikke jeg. Det beviste jo så overfor mig selv, hvor relevant emnet er. Vi kommer ikke nødvendigvis fra den samme baggrund, eller bærer på den samme historie, men vi har alle større eller mindre ar på sjælen, og kan næsten alle nikke genkendende til dét at føle sig splittet. Med det i tankerne havde jeg nogle gode snakke med mine nærmeste, og vi var fuldstændig enige om at man med sangen, måtte kunne være med til at skabe mere opmærksomhed ifht. børn og splittelse. Der findes heldigvis flere organisationer her i landet, der støtter op om børn og deres vilkår, men den organisation jeg selv kan huske helt tilbage fra min barndom, er Børnehjælpsdagen, så det var helt naturligt at tage fat i dem ifht. et samarbejde.

Skærmbillede 2016-07-26 kl. 20.06.30

Vi tog et møde med de skønneste kvinder på deres hovedkontor på Amager, og spillede nummeret og luftede vores tanker omkring et evt. samarbejde, og blev enige om at jeg skulle være med til deres “Dit Valg” workshops, på de forskellige opholdssteder rundt om i landet. Der ville jeg kunne tale om egne erfaringer ifht. hvad skilsmisseoplevelsen havde gjort ved mig, og hvilke mønstre det havde skabt i mig, og hvordan jeg har brudt med nogle af dem, og stadig dagligt arbejder med at hele, og ikke overføre alle mine sår til vores drenge. Nogle dage er nemmere end andre, men med de rigtige redskaber kommer man langt.

Lige præcis dét synes jeg at Børnehjælpsdagen er virkelig gode til. De forsøger ikke kun at give brændte, anbragte børn lidt glæde i hverdagen og et smil på læben i ny og næ. For dem er det vigtigste at de får fyldt værktøjsbæltet op med de bedste redskaber, som de ikke fik med hjemmefra, og ruste dem til at leve livet, og ikke kun overleve.

Ønsket og visionen er, at børnene og de unge kan klare sig på egen hånd som voksne. At de ved at de kan vælge, og tage et aktivt valg om at at de kan bryde den negative sociale arv.

Det var helt utrolig hjertevarmende at mærke hvor engagerede alle disse dejlige voksne er, og høre dem tale om “deres børn” med så meget kærlighed. Det er dybt inspirerende at være vidne til!

          Én sagde; “Det handler om at udfolde børnenes og de unges ressourcer og potentialer, som vi ved, at de har. Alle kan noget, selvom de har haft en svær barndom          Det handler om at tro på dem – gøre dem mere robuste, ved at arbejde med deres krop og sind. Det gør vi gennem en masse projekter og aktiviteter.”

Før jeg skulle ud på de små workshops, fik jeg muligheden for at besøge værestedet Hvidborg, og få indblik i hvordan de dejlige ungers hverdag egentlig er.

 

IMG_1291

Jeg synes at det var virkelig rart at komme ud og se Hvidborg, nu hvor jeg havde gået og forestillet mig hvordan sådan et værested så ud. Det virkede som et rart sted at bo og gå i skole. Jeg havde nok ikke regnet med at det ville føles så meget som et hjem som det gør, men de har virkelig formået at få sat nogle dejlige rammer, for de søde unger som skal bo der, og forhåbentlig heles en lille smule mere dag for dag.

 Jeg var selvfølgelig klar over at jeg skulle ud til et hjem med børn, med alvorlige ar på sjælen, men det var kun ganske få af dem, hvor jeg faktisk kunne mærke, at de bar på en tung historie. Trods deres svære start på livet, var de fleste af dem så åbne og imødekommende. Havde jeg mødt dem i en anden sammenhæng, ville jeg aldrig have troet at de på den ene eller anden måde var blevet misrygtet. Men det viser vel både at man som menneske for det meste har et “overlevelses-gen”, men allermest at de endelig havde fundet et sted hvor de kunne føle sig trygge. Jeg har tænkt meget på alle de skønne unger siden, og har dem med i mine bønner hver dag. De fortjener en god fremtid.
Derfor vil jeg også opfordre jer derude, til at støtte op om anbragte børn. Nok er der et anbringelsessystem, et professionelt system, der håndterer børnenes traumer, giver basal omsorg osv. Men børnene har også brug for omverdenens opbakning, da det er børn, der bor og lever alle steder i landet. De er en del af vores samfund. Det kan være din datter eller søn, eller dig selv, der går i klasse med et anbragt barn. Dette barn har behov for at blive anerkendt, inviteret med til en fødselsdag, inkluderet i fællesskabet osv. Der er desværre en hel del tabu om det at være anbragt, og i den forbindelse en del negative forestillinger fra omverdenen om, hvad det er ’for nogle børn’ , der bor på børnehjem. Forstanderen fortalte om en af deres piger, som går i en alm. folkeskole, og som var meget nervøs for at fortælle om sin baggrund til klassen, da hun var bange for at blive udelukket fra fællesskabet. Så det endte med, at forstanderen var med på skolen og fortalte hendes klassekammerater om ’omstændighederne’. Det endte heldigvis med at blive en god oplevelse. Så altså, vi kan alle bidrage ved at være åbne, og ikke fordømmende bare fordi vi ikke deler samme baggrund. Tænk over det, og gør en forskel.
Tjek hvordan du kan støtte Børnehjælpsdagen her

Kommentarer

Skriv kommentar